Tro, håb og fibromyalgi

Krydderurte- og bær-eddiker

Krydderurte- og bær-eddike

 

Krydderurte- og bær-eddike

 

Sommeren kan gemmes på mange måde - en af dem er ved at lave krydderurte- og bær-eddiker. Det lyder måske svært, men det er det slet ikke. Jeg bruger gode økologiske vineddiker, krydderurter og bær fra haven samt økologisk citronskal og økologisk hvidløg. Derudover skal der bruges nogle rene sylteglas store nok til at kunne rumme både krydderurter og vinedikke, som skal stå og trække sammen, samt flasker til opbevaring af eddiken efterfølgende. Man kan selvfølgelig også lade edikken trække i flasker, men jeg synes, det er lettere at få krydderurterne ud efter endt trækketid, når jeg bruges glas - og det er vigtig for mig at gøre arbejdsgangene i mit køkken så nemme som muligt.

I år har jeg lavet:

Jordbær-basilikum eddike: en håndfuld modne jordbær, som jeg har skåret lidt ud, 3-4 stilke basilikum, 2 stilke ananassalvie, skallen fra ½ citron samt 250 ml. vineddike.

Citron-krydderurte eddike: 5 stilke merian, 7 stilke citrontimian, 7 stilke citronmelisse, 3 stilke basilikum, 3 stilke rosmarin, skallen fra ½ citron samt 250 ml. vineddike.

Ribs eddike: en håndfuld modne ribs, som blev mast i stykker i glasset, 3 stilke citronmelisse, 4-5 stilke ananassalvie samt 250 ml. hvid balsamico eddike.

Middelhavs kryddereddike: 5 stilke merian, 5 stilke timian, 5 stilke citronmelisse, 5 stilke rosmarin, 5 stilke basilikum, 3-4 fed hvidløg skåret i skiver, samt 250 ml. hvid balsamico eddike.

Skold de glas og låg, der skal skal bruges, i kogende vand. Rengør og skyl krydderurter og bær. Dup krydderurterne tørre i et rent viskestykke, og lad bærrene dryppe godt af. Vask citronen, tør den og skær skallen tyndt af med en kratoffelskræller (pres derefter saften af citronen, den kan bruges til andet godt i køkkenet). Fordel bær og urter i de skoldede glas og hæld derefter vineddike over. Stil glassene i en vindueskarm, så de får sol, og lad indholdet trække i omkring 4 uger. Si kryddereddiken fra og hæld den på skoldede flasker, som opbevares mørkt.

Brug kryddereddiken og bæreddiken til dressinger til salater.

Der er selvfølgelig rigtig mange andre muligheder for kombinationer af krydderurter og bær end dem, jeg har nævnt ovenfor, kun fantasien sætter grænser. Andre år har jeg lavet anderledes eddiker, for da havde jeg andre krydderurter i haven. Brug, hvad haven eller altanen byder på, men tænk lidt i smage og hvad, der klæder hinanden, så er jeg sikker på, at også du får de skønneste eddiker, der kan sætte sommersmag på vinterens salater.

 

God fornøjelse og sommerlige hilsener

fra

Merete.